En person med typiske symptomer på angst. F.eks. Hjertebanken, og svedeture

Har du symptomer på agorafobi?

Oplever du en intens frygt, når du er blandt mange mennesker? Eller frygter du situationer, som det virker svært at slippe hurtigt væk fra? Så kan du have agorafobi.

Udviklet i samarbejde med:

region syddanmarks logo
region hovedstadens logo
region midtjyllands logo
region nordjyllands logo
region sjællands logo

Hvad er agorafobi?

Agorafobi er en intens frygt for at gå ud eller opholde sig steder, som det kan være svært at slippe hurtigt væk fra. For eksempel åbne pladser, større menneskemængder eller offentlige transportmidler.

 

Det er helt normalt, at vi kan blive bange eller bekymrede i visse situationer. Men i nogle tilfælde kan angsten tage så meget over, at den kommer til at styre vores tilværelse.

Angsten bliver stærkere, når vi forsøger at undgå den

Når man har agorafobi, er det ofte ”angsten for angsten” der bliver en begrænsning for at gøre det, som man har lyst til og behov for.

 

Det kan føre til, at man undgår bestemte aktiviteter eller steder, hvor angsten tidligere er opstået eller isolerer sig hjemme, selvom man gerne vil være sammen med andre.

 

Når vi undgår det, der gør os bange, kan det føles som en lettelse i øjeblikket. Men på længere sigt kan det være med til at forstærke og fastholde angsten.

Agorafobi og panikangst

Agorafobi opstår ofte i forbindelse med panikangst, men det kan også udvikle sig uden tidligere panikanfald.

 

Angsten begynder som regel i ungdommen eller i den tidlige voksenalder, men kan opstå i alle aldre.

Hvordan føles det at have agorafobi?

Hvis du har agorafobi, kan det føles som en konstant kamp mod frygten for at være fanget i eller miste kontrollen i bestemte situationer.

Angst for angsten

Agorafobi bunder ofte i en intens frygt for at få et angstanfald, at besvime eller være fanget i en ubehagelig situation, som man ikke kan slippe hurtigt væk fra.

 

Hvis du har Agorafobi, kan du være bange for at forlade dit eget hjem eller være alene hjemme. Måske bryder du dig heller ikke om at køre bil eller deltage i fester.                         

 

Du kan opleve en stærk uro eller angstfølelse, bare ved tanken om at tage bussen, handle ind i et supermarked eller stå i en kø. Det kan føles som om, der ikke er nogen nem måde at komme væk på, hvis noget går galt.

Angsten tager kontrollen

Når du står midt i situationen, kan angsten føles lammende. Du mærker måske, at dit hjerte banker hurtigt, du begynder at svede eller bliver svimmel. Nogle beskriver det som en fornemmelse af, at de er “adskilt” fra sig selv og alting omkring dem føles uvirkeligt.

 

Måske begynder du at undgå situationer, der gør dig utryg og har kun lyst til at forlade dit hjem, hvis du har nogen med dig. Det kan også være, at du helt undgår at gå ud alene.

 

Selvom det kan føles som en lettelse at undgå det, der skræmmer dig, kan det forstærke angsten og på længere sigt påvirke din frihed og livskvalitet.

Du er ikke alene

Det er vigtigt at vide, at du ikke er alene. Mange oplever at blive ramt at angst, på et eller andet tidspunkt i deres liv. Heldigvis findes der gode behandlingsmuligheder – også ved Agorafobi. 

 

I vores behandlingsforløb får du hjælp til at genvinde friheden i din hverdag. Du vil lære at udfordre de tanker, som skaber og fastholder din angst og få værktøjer til at bryde med de handlemønstre, som begrænser dig i din tilværelse.

Psykolog der interviewes

Agorafobi: – Angst for steder eller situationer – symptomer og behandling.

Symptomer på Agorafobi

Agorafobi kan vise sig på mange forskellige måder. Det er ikke sikkert, at du kan genkende alle de symptomer, vi nævner her. Formålet er at hjælpe dig med at blive klogere på det, du oplever.

Frygt for tab af kontrol, at besvime, være fanget et sted

Bekymring om ikke at kunne få hjælp, hvis noget går galt

Negative tanker om fremtidige situationer

Hjertebanken, åndenød, kvælnings-fornemmelse

Rysten, sveden, svimmelhed

Trykken for brystet, maveproblemer

Typiske handlemønstre

Hvornår skal du søge behandling?

Det er helt naturligt at vi kan føle os utrygge i visse situationer, især når de opleves som uvante eller udfordrende.

 

Det er en god idé at søge hjælp, hvis din angst gør det svært for dig at leve det liv, som du ønsker – for eksempel ved at forhindre dig i at passe dit arbejde, studie eller være sammen med andre.

 

Agorafobi kan behandles, men det er vigtigt at få hjælp i tide. Hvis du ikke føler dig klar til at søge behandling, kan du starte med at tale med din egen læge, så i sammen kan finde den rette hjælp til dig.

Illustration af klippeafsats

Angst: Naturlig reaktion eller angstlidelse? Bliv klogere på forskellen.

Hvordan behandler vi Agorafobi?

En af de mest almindelige og effektive former ved Agorafobi er kognitiv adfærdsterapi. I vores forløb samarbejder du med en psykolog, som hjælper dig med at forstå de tanker og handlinger, der skaber og fastholder din angst.

Sådan hjælper vi dig

Din behandling foregår i et digitalt program. Indholdet er opbygget ud fra de samme principper, som et traditionelt forløb hos en psykolog.

 

Du vil lære at udfordre tanker som: ”Jeg kan ikke slippe væk?” eller ”Hvad nu, hvis jeg besvimer eller får et hjerteanfald – og ingen hjælper mig?”. Og du vil få hjælp til at erstatte dem med mere realistiske og beroligende tanker.

Tag kontrol over din angst

Gennem de enkelte opgaver, øver du dig gradvist i at udsætte dig selv for de situationer, som føles svære. Det kan være et kort besøg til et sted, der føles utrygt eller at tage en tur med bussen. Din psykolog støtter dig undervejs.

 

Ved langsomt at arbejde på at ændre dine tanker og handlinger, lærer du, at angsten ikke er farlig eller varer ved, og at du kan håndtere situationerne, uden at få et panikanfald.

Online behandling kan være en god start

Et online behandlingsforløb kan være et trygt sted at starte, da du kan arbejde med din behandling hjemmefra.  

 

Det kan især være en god mulighed, hvis dine symptomer eller rammerne for din hverdag gør det svært for dig, at møde fysisk op hos en psykolog.

Et billede af en kvinde der sidder i et lokale

Kognitiv adfærdsterapi: Det betyder det og sådan kan behandlingen hjælpe dig.

Her kan du finde mere viden og støtte

Hos Psykiatrifonden og Angstforeningen kan du finde støtte og inspiration til at tage de første skridt mod et liv, hvor angsten fylder mindre

Har du brug for hjælp?

Du er altid velkommen til at kontakte os. Måske kan du også finde svar blandt de spørgsmål, andre har stillet

 

Vær opmærksom på, at du skal bruge Digital Post, hvis du skriver til os i relation til din behandling.

Skriv til os

Borgerhenvendelser

Øvrige henvendelser

Ring til os

Åbningstider

Man-tor:

9 – 15

Fre:

9 – 13

Agorafobi er en stærk angst for at befinde sig steder, som det føles vanskeligt at komme hurtigt nok væk fra. Det kan være åbne pladser, større menneskemængder eller offentlige transportmidler som busser eller tog.

Agorafobi hænger ofte sammen med panikangst. Du vil her være bange for at få et panikanfald i en situation, som du vil have svært ved at komme hurtigt væk fra.

 

Hvis du har agorafobi, kan du være bange for at forlade dit hjem, være alene, køre bil eller deltage i sociale aktiviteter. Du kan føle angst bare ved tanken om at tage bussen, handle ind eller stå i kø, fordi det kan virke svært at slippe væk, hvis noget går galt.

 

Når du står i en situation, der udløser angsten, kan det føles lammende. Dit hjerte banker hurtigt, dine hænder sveder, og du kan føle dig svimmel eller ude af dig selv. Nogle beskriver det som en følelse af uvirkelighed eller som at være adskilt fra sig selv.

 

Agorafobi opstår ofte i forbindelse med panikangst, men kan også udvikle sig uden tidligere panikanfald. Angsten begynder typisk i ungdommen eller i den tidlige voksenalder, men kan opstå i alle aldre.

Det er normalt at føle sig utryg i nye eller udfordrende situationer. Men hvis frygten begynder at styre din hverdag og begrænser dig i at gøre det, du ønsker, kan det være et tegn på angst.

Du bør søge hjælp, hvis angsten forhindrer dig i at passe dit arbejde, studie eller at være sammen med andre, i en grad hvor din livkvalitet er påvirket.

 

I vores forløb får du behandling gennem et digitalt program, som bygger på de samme principper, som et traditionelt forløb hos en psykolog. Du lærer at udfordre ængstelige tanker og erstatte dem med mere realistiske og beroligende tanker.

 

Gennem øvelserne i dit program arbejder du gradvist med at udsætte dig selv for situationer, der føles svære. Det kan være at tage bussen eller besøge et sted, der virker utrygt. Din psykolog støtter dig skriftligt undervejs.

Ved langsomt at ændre dine tanker og handlinger, lærer du, at angsten ikke er farlig eller varer ved, og at du kan håndtere situationerne uden at få et panikanfald.

Har du akut brug for hjælp?

Kontakt da din egen læge, Lægevagten, den nærmeste psykiatriske skadestue eller Livslinien.